|
|
MANGA?
Japanske tegneserier (manga) og tegnefilm (anime)
har nu for alvor vundet indpas i danske børn
og unges hverdag. I takt med at forlagene til
stadighed udgiver flere tegneserier (fx Dragonball,
D.N. Angel, Yu-Gi-Oh, Ranma 1/2, Neon Genesis
Evangelion), og at tv-kanaler sender flere
tegnefilm (fx Hamtaro, Digimon, Shin-chan,
Beyblade), bliver interessen hele tiden
større.

Mange børn
og unge får lyst til at tegne figurerne fra
de kendte tegnefilm eller endog til selv at opdigte
figurer og lave deres egne tegneserier. Hos det
lidt ældre publikum er interessen for mediet
også i høj grad stigende - både
hos dem, der ønsker at stifte bekendtskab
med det, deres børn brænder
sådan for, og hos dem, der generelt er
interesserede i animation og tegneseriekunst.
Japanske tegneserier og tegnefilm er på den
ene side sjov og ballade for børnene, og
på den anden side smukke og
tankevækkende værker som fx den
Oscar-belønnede Chihiro og Heksene eller den
postapokalyptiske tegneserie Akira. I Japan er
manga og anime massemedier, som retter sig mod alle
tænkelige målgrupper. - Nøjagtig
som film eller bøger er det i Danmark.
Alle disse elementer i japansk animation og
tegneserier gør, at det er attraktivt for
institutioner som fx biblioteker, skoler og
foreninger at afholde arrangementer om
emnet.
|
|